Serie 1: Pointdeling i Hobro

Hobro IK-Løgstør 2-2 (2-1).

 

Sæsonens vigtigste kamp til dato var på udebane mod rækkens nummer 1 fra Hobro.
Løgstør var inden dagens kamp placeret på rækkens 2. plads – 3 points efter Hobro, så derfor var det også meget vigtigt, at holdet fik et godt og brugbart resultat med fra Hobro.

Kampen startede i et højt tempo, og det første kvarter af kampen var det hjemmeholdet, der tog teten. Efter 19 minutter kommer Hobro foran 1-0 efter et hjørnespark, hvor en Hobro-spiller kommer højest ved forreste stolpe og header bolden i mål.

Løgstør kommer bedre og bedre med, og efter 25 minutter kommer udligningen til 1-1. Simon Ipsen slår et flot og præcist indlæg fra højre side, og inde foran mål kommer Andreas Sloth flyvende og kan flugte bolden i kassen.

I de næste 10 min sidder udeholdet fra Løgstør bedre på tingene, og holdet formår at tilspille sig tilløb til chancer, ligesom Chris Severinsen har et godt skud fra kanten af feltet, som Hobro-målmanden klarer på forunderlig vis.
Bedst som det ligner en 2-1 føring til Løgstør, slår hjemmeholdet en hurtig kontra efter 39 min, og kan bringe sig for 2-1, som også er pausestillingen.

2. halvleg starter meget lige, men fra ca. 10 min. spillet og resten af kampen er det Løgstør-mandskabet, der tilspiller sig de bedste tilløb til chancer.
Forløsningen kommer fortjent efter 67 min., hvor Jesper Frederiksen flot på frispark kan udligne til stillingen 2-2.
Løgstør-holdet presser på det sidste kvarter, og med 2 min igen spiller Christian Hjortshøj – Kristijan Pavleka fri foran mål, men afslutningen tager desværre overliggeren.

Topkampen ender derfor 2-2, hvilket over en hel kamp må siges at være retfærdigt. Hobro var bedst i 1. halvleg, mens Løgstør var i 2. halvleg.

Et meget vigtigt og brugbart resultat for Løgstør-mandskabet, som efter dagens kamp stadig er på rækkens 2. plads 3 points efter Hobro. Det uafgjorte resultat betyder også, at spændingen forbliver status quo, og at Løgstør-holdet stadigvæk selv har sin skæbne i egne hænder, og selv kan afgøre sin slutplacering efter de 14 runder – og hvor netop Hobro kommer på besøg på Løgstør Stadion i næstsidste runde. Dermed kan dagens uafgjorte resultat vise sig at være guld værd.

En kæmpe tak skal lyde til de mange mange Løgstør-supportere, der havde taget turen til Hobro. I var alle med til at støtte hele holdet frem mod det gode resultat

Næste kamp er allerede på torsdag – Kristi Himmelfartsdag, den 10/5 kl. 18.00 på hjemmebane mod Viborg FF.

Vi håber endnu engang, at rigtig mange Løgstør-tilhængere vil kigge forbi Løgstør Stadion og hjælpe holdet frem mod en sejr 

Mvh.
Andreas Overgaard

FacebookmailFacebookmail

Lukket for kommentarer.